18. 05. 09
|
Ny Cat-dozer har langt flere kræfter
Ny Cat-dozer har langt flere kræfter
To rutinerede dozerførere har dokumenteret, at Caterpillars nye D6T er langt mere produktiv end den forrige model D6R serie II. Det er der ellers sat spørgsmålstegn ved.
Der er ikke meget ved at investere i den nyeste model, hvis den gamle var kraftigere og bedre. Der har gået rygter i entreprenørbranchen om, at det var tilfældet med udviklingen af Caterpillars D6-dozere, men nu har to rutinerede dozerførere i samarbejde med Pon Equipment A/S dokumenteret, at der ikke er hold i rygterne.
- Der er overhovedet ingen tvivl – den nye Cat D6T er meget stærkere ved alle omdrejningstal. Der er simpelthen meget mere skral i den nye. Ofte kan det være svært at mærke forskellen fra den ene model til den anden, men her er det helt tydeligt, og vores test dokumenterer det jo også i klare tal, siger Kim Pedersen, der har 13 års erfaring som dozerfører hos Per Aarsleff A/S.
Sammen med sin kollega Svend E. Skov, der ligeledes har kørt dozer i mange år, gennemførte de to en sammenlignende test i en midtjysk grusgrav.
Testen gik ud på at doze 17 passager i samme spor, hvor både tid og flyttet mængde blev registreret for hver af de to maskiner med hver af de to førere i sædet. Derefter skulle jorden fyldes tilbage og området genetableres. Der blev kørt i et område med jordopfyldning, så undergrunden var meget ensartet og begge maskiner havde ensartet fodfæste.
- Jeg mener, at testen er en 100% reel sammenligning, og den viste klart, at Cat D6T er overlegen i forhold til den gamle model, som vi jo ellers har været meget glade for at køre med. Når den nye model virkelig bliver sat på arbejde, så går omdrejningstallet ned til 1500, og der har den et helt utroligt moment, siger Kim Pedersen.
Det lave omdrejningstal på omkring 1500 omdrejninger pr. minut i forhold til tidligere 1700 omdrejninger pr. minut er et led i bestræbelserne for at gøre maskinen mindre støjende og samtidig spare brændstof.
Pon Equipment ønsker ikke at oplyse de præcise tal for testen, da den påviste produktivitetsstigning er så markant, at det overgår de data, som Caterpillar vil stå inde for.
Én af årsagerne til den øgede produktivitet er, at den nye model er hurtigere i funktionerne, fordi der nu er separate hydraulikpumper til de forskellige funktioner. Det betyder, at maskinens styring betjenes af én hydraulikpumpe og bladet af en anden.
- Det er rigtig lækkert med de separate styrepumper på den nye D6T. Man kan manøvrere så tosset man vil, uden at maskinen taber fart og i enden, hvor man skifter retning, kan man styre og løfte eller droppe bladet i én og samme bevægelse, siger Kim Pedersen.
Også Svend Erik Skov er begejstret for den nye dozer og kalder den ganske enkelt overlegen i forhold til tidligere modeller.
- Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved de resultater, vi har opnået. Der var et perfekt underlag til at belaste maskinerne fuldt ud, og den nye D6T imponerede mig ganske godt, siger Svend Erik Skov.
Produktspecialist Bo Mikkelsen fra Pon Equipment er naturligvis tilfreds, men ikke overrasket.
- Vi har hele tiden ment, at den nye model har en større produktivitet, men det giver en helt anden sikkerhed, når to drevne dozerførere både dokumenterer det med produktionsresultaterne og efterfølgende er så klare og entydige i deres personlige vurdering af den nye Cat D6T. Vi kan nu konstatere, at kritikken, som er blevet spredt i branchen, er uberettiget, og vi kan med ro i sindet slå på, at vi har markedets mest moderne produktionsmaskine, siger Bo Mikkelsen.
Cat D6T har fået forbedret førerkomfort i forhold til forgængeren, og den er forberedt fra fabrik til Caterpillars maskinstyring. Cat D6T er udstyret med en Cat® C9 ACERT™ motor, der yder 149 kW / 200 hk.

Kim Pedersen og Svend Erik Skov har begge mange års erfaring som dozerførere hos entreprenørfirmaet Per Aarsleff. De gennemførte test af to Cat D6-dozere og ser store fordele ved den nye D6T.
Yderligere oplysninger:
Produktspecialist Bo Mikkelsen, Pon Equipment A/S, tlf. 2082 2673.